Til læreren

Impressionisme:

Det Moderne Gennembrud

Betegnelsen "Det Moderne Gennembrud" stammer fra danskeren Georg Brandes (1842-1927), som i 1883 udgav en bog om samtidens vigtigste forfattere i Norden "Det moderne gennembruds mænd". Betegnelsen er senere kommet til, at karakterisere præcis den periode i nordisk litteratur. "Det Moderne Gennembrud" kan stå som det litterære udtryk for den forandring, som de skandinaviske samfund gennemgik i de sidste årtier af det 19. århundrede.

Impressionistisk stil i litteraturen

Den fortællende litteratur og fra især ca. 1870-1890’erne er der en række kunstgreber der skal fremme illusionen om direkte, umiddelbar livsafbildning. Den "autoritative fortæller" bliver sat tilbage for i stedet at skrive handlingen i scener, altså i en scenisk fremstillingsform. Derfor bliver tingene vist som på en scene, så man får indtryk af personerne udfra det der kan observeres. Herman Bang især er en impressionistisk mester. Herman Bang bruger i øvrigt en behavioristisk fortælleform, hvor man får indtryk af personer udfra deres handlen. Herman Bangs "Irene Holm" er et godt eksempel.

Impressionisme i kunsten

Det der er tydeligt ved den impressionistiske kunst er det indtryk man får af helheden, det første øjekast, flimrende sanseindtryk, brugen af farver/skygger og øjebliksindtrykket. Impressionister var også realister og malede motiver, som de fandt på deres vej i byen og på landet. Deres malerier var altså ikke opsat, men derimod et hurtigt stilbillede. Dette kan også ses i penselstrøgene som ofte er synlige og grove. Det var altså ikke så meget det malede objekt, men derimod hele det visuelle indtryk af farver, skygger og lys, som inspirerede malerne.

Irene Holm:

 

En lærerfaglig analyse af Irene Holm

Irene Holm er en tidligere balletdanserinde på Det Kongelige Teater, hun kommer til en lille provinsby, hvor hun skal undervise børn og unge i dans. Samtidig med, at hun underviser børnene i dans, hækler hun. De penge hun tjener på dette, sender hun med jævne mellemrum hjem til sin søster i Staden, trods hun ikke selv har de store midler. Gennem hele fortællingen erindrer Irene Holm sine tidligere danseoplevelser samt sin spydige danselærer.

Den fortalte tid spænder over en halv års periode, fra oktober frem til foråret. Tiden kommer kun til udtryk få gange gennem fortællingen, det sker oftest gennem beskrivelser af vejret og omgivelserne (s. 99, l. 11-14 og s. 112 l. 20-21). Handlingen bliver beskrevet kronologisk, med nogle enkelte flashback, som oftest kommer frem når man skal have et indblik i Irene Holms fortid 

(s. 104, s. 101 l. 1-13)

Man ser en meget beskrivende fortæller gennem hele historien om Irene Holm (IH). Disse beskrivelser bruges også som adfærdsbeskrivende redskaber. Den eneste måde vi får kendskab til IH’s følelser og sindstilstand er igennem beskrivelserne af hendes handlinger (s. 111, l. 2-4), hvilket gør fortællingen mere virkelighedsnær. Dette er kendetegnende for den impressionistiske og behavioristiske fortæller, hvor man kun gengiver, hvad der er sanseligt.

Det er en alvidende fortæller, men Herman Bang vælger ikke at bruge de muligheder, det giver, i et forsøg på at skabe en meget objektiv fortæller. Det forsager, at læseren får mulighed for selv at skabe sit eget personlige indtryk af personerne i fortællingen.

Som før nævnt er der beskrevne flashbacks, indre stemmer og en drøm, men vi får ikke nogle følelser beskrevet. Selv i flashback og i drømme får vi ingen følelser beskrevet. Dette er ydermere med til at give en meget scenisk fremstilling, og grundet denne sceniske fremstilling, får man en fornemmelse af en fortælling bestående af akter, med forskellige scener; kirke, dansestue og værelset.

Der er mange sammenligninger (skrog, frø), hvilket er med til at skabe indre billeder for læsere. Kombinationen af sammenligninger og brug af beskrivende adjektiver, er med til at underbygge den sceniske fremstilling.

De sproglige symboler, man finder i novellen, beskriver den indre splittelse i Irene Holms opfattelse af egen identitet, i dette tilfælde med fokus på ung kontra gammel. Irene Holm beskrives gennem modsætningspar, det ene øjeblik bliver lommetørklæderne om håndledende, som bruges mod gigt beskrevet (s. 99, l 17-18). Det næste nikker hun med sine sekstensårs nik (s. 103, l. 23).

Her ses et skema med de ungdoms- kontra alderdomstræk, man finder i novellen.

Ungdomstræk	Alderdomstræk
Lillepigeansigt	Lille og tyndslidt
Bange for spøgelser	Gigt og gamle lommetørklæder
Tøset latter	Mærker af tidens tand (s. 99)
”Pas” ved sengestolpen – mindes ballet (s. 101)	Evig snue (s. 103)
Beskrives som et frø	Beskrives som et skrog (s. 100)
”Leger”, at hun står på den store scene	”De gamle forhold” (s. 104)
	Plagede lemmer (s. 105)
	Gammelkonetårer (s. 106)

Igennem novellen får man opfattelsen af, at IH ikke formår – eller ikke tør – at leve sit liv, hun lever i sin egen verden. Hun kigger gennem nøglehullet og kigger ud på livet, men kommer aldrig helt i gang med sit eget (s. 100, l. 25-28).

Andre eksempler på denne form for isolering foregår både fysisk og psykisk. Hun lever i sin egen verden (midt s. 100). Det tydeligste eksempel på barnlige træk findes i afdansningsballet, hvor IH går så meget ind i sin fantasi, at hun glemmer alt omkring hende, hvilket ”ryster” landsbyboerne.

De ”rystede” landsbyboere er ikke skælsættende, men de er et tydeligt eksempel på hvad IH, hverken er eller kan blive, deres verden kan virke fjern for IH, og hendes ligeså for dem.

Det gennemgående tema i IH er den trivialitet, der forekommer at være i IH liv, hun gentager det samme kursus by efter by. Hun sidder fast i denne skrue uden ende. Det kommer også til udtryk i måden Herman Bang begynder novellen på, nemlig in medias res. Det virker tilfældigt, at det netop er her man ”dumper” ind i novellen. Dette efterlader følelsen af, at læseren lige så vel kunne have fulgt et andet kursus samme resultat og udgang. Irene Holm formår ikke at bryde med dette liv, som hun heller ikke formår at gøre op med sine braste drømme. Hun drømmer om livet som balletdanser på Det Kongelige Teater, hun længes efter det liv, men det er uden håb. Det er en drøm, som er blevet til en illusion, og hun omtaler folk og sig selv på balletskolen, som ”vi alle” – selvom hun på ingen måde er en del af balletfællesskabet på balletskolen. Men det er den måde IH bliver nødt til at overbevise sig selv om, at det stod til, da minderne ellers ville være for sørgelige.

Irene Holm er skrevet i 1890 af den impressionistiske forfatter Herman Bang. Den virkelige verden er sammensat og har mange følelsesmæssige komplikationer. Det bliver skildret i Irene Holms manglende udvikling.

Herman Bang skildrer hjælpeløse middelklassekvinder, der ikke aner, hvordan de skal bryde ud – på intet tidspunkt i novellesamlingen finder man nogen, der formår det på trods af, at samtlige kvinder befinder sig på forskellige tidspunkter i deres liv. Kvinderne tager ikke kampen op med livet, men lever i en illusion. De er fanget i en livshistorie, som de ikke kan slippe ud af.